Om uddannelsen til skov- og naturtekniker
Uddannelsen til skov- og naturtekniker har fire specialer: skov- og naturplejer, biotop- og viltplejer, arborist og skovbrugsmaskinfører.
Læs mere her og find ud af om skov- og naturtekniker er noget for dig eller find de fleste informationer om uddannelsen på UddannelsesGuiden
Med speciale skov- og naturplejer kan du både vælge at arbejde med produktionsskovbrug og med naturpleje i bredere forstand.
Du deltager i alle produktionens faser fra anlæg af bevoksninger og plantning af skov til høst af juletræer eller fældning af træer med motorsav.
Du arbejder også med at pleje naturen og sikre plante- og dyrelivet, for eksempel ved at pleje forskellige bevoksninger, vådområder og vandløb. Du deltager også i udarbejdelse af naturplaner og lærer at foretage naturgenopretning.
Skov- og naturplejer er for dig, der har lyst til at få indflydelse på skovens og naturens udseende i fremtiden, når du planter, plejer og fælder træer og foretager naturpleje .
Som arborist lærer du træklatring og kommer blandt andet til at arbejde højt over jorden, når du skal pleje og beskære træer.
Dine arbejdopgaver som arborist kan være:
- Træfældning
- Udvisning og tynding i bynær skov og park
- Indtrækning af træer
- Oparbejdning af stormvæltede træer i by, over vej mv.
- Erhvervsmæssig træklatring
- Nedtagning af vanskelige træer
- Træpleje og beskæring af træer
- Anvendelse og vedligehold af maskiner til træpleje
Som skovbrugsmaskinfører kan du deltage i alle produktionens faser fra anlæg af bevoksninger og plantning af skov til skovning af stort træ og du lærer at anvende store skovbrugsmaskiner.
Dine arbejdsopgaver som skovbrugsmaskinfører kan være:
- Udvisning og tynding i forskellige skovtyper
- Oparbejdning af stormfald
- Indtrækning af træer
- Maskinelle arbejdsopgaver med etablering og drift af forskellige skovtyper
- Skovning af træ med skovmaskine/Maskinskovning og opskæring af effekter
- Betjening af udkørselsmaskiner og udkørsel af træ
- Maskinelle arbejdsopgaver inden for naturgenopretning og natur- og biotoppleje
- Daglig vedligeholdelse af skovnings- eller udkørselsmaskine
- Vedligehold af større maskiner der anvendes ved skovbrug
Som uddannet skov- og naturtekniker med speciale skovbrugsmaskinfører kan du arbejde som maskinfører eller vælge at starte egen virksomhed som skoventreprenør.
På speciale biotop- og vildtplejer arbejder du med pleje af naturen, så du forbedrer vildtets levesteder.
Du lærer at anlægge og passe områder, hvor vildtet færdes som for eksempel vådområder og forskellige beplantninger. Et andet vigtigt emne i din uddannelse er at pleje og regulere vildtbestande eksempelvis ved udsætning af vildt, fodring eller afskydning.
Du kommer også til at arbejde med planlægning af jagt og lærer, hvordan du både opdrætter og udsætter fjervildt som for eksempel fasaner og agerhøns samt forvaltning af et områdes hjortevildt.
Som uddannet skov- og naturtekniker med speciale biotop- og vildtplejer kan du komme til at arbejde på godser og ejendomme med pleje og pasning af områdets vildtbestande.
Biotop- og vildtplejer er for dig, der har interesse for vildt og vil pleje naturen, så du er med til at sikre, at vildtet og dyrelivet trives som helhed.